Årets Netværker Drewsens Gruppen

Lars Bloch
Farstad Optik

I sommeren 2014 blev jeg spurgt af Johan ( Farstad Optik) om jeg ville overtage hans plads i Silkeborgnet. Uden at vide hvad jeg havde sagt ja til, drog jeg til afsluttende sommergruppemøde, hvor jeg blev taget fantastisk godt imod og inkluderet med det samme, både af Marianne Hegnet og de 3 grupper som Silkeborgnet dengang bestod af.

Denne beslutning har jeg ikke fortrudt. Netværket har givet , og giver mig, en rigtig god indsigt i hvad der rører sig i Silkeborg, og i Silkeborgs erhvervsliv, og givet mig kontakt til en masse sjove, dejlige og inspirerende mennesker.
At hele herligheden derforuden krydres med spændende foredrag og oplæg, gør det ikke mindre interessant.

Jeg ser frem til hvert eneste møde vi har i Drewsens gruppen, og kan varmt anbefale netværket til andre.
Nu, da jeg er blevet bedt om at komme med et par ord, vil jeg benytte lejligheden til at sige alle tak for nomineringen og valget til Årets netværker.

Årets Netværker Constructa Gruppen

Lone Østergaard Madsen
Erhvervsakademi DANIA

Først vil jeg gerne til hele min netværksgruppe sige tusind TAK for den fine anderkendelse. Jeg er meget glad, stolt og ydmyg over, at jeg blev kåret som Årets Netværker i gruppen, og fik slet ikke sagt TAK da jeg modtog prisen til vores juleafslutning

Jeg startede i netværksgruppen med det formål, at lære erhvervslivet at kende i Silkeborg og samtidigt øge kendskabsgraden til de 2 kortere videregående uddannelser, vi har på Erhvervsakademi Dania i Silkeborg – men jeg har fået meget mere end forventet…

Jeg nyder altid hvert eneste af vores netværksmøder med de gode initiativer, erfaringsudvekslinger og resultater der deles, og kan netop i dette erhvervsnetværk mærke en god fortrolighed, der medvirker til, at vi tør udfordre hinanden og samtidigt hjælpe hinanden og hinandens netværk. Vi har også ofte en spændende foredragsholder på programmet, som giver de helt rigtige input i en travl hverdag.

Efter et netværksmøde kommer jeg altid tilbage på Erhvervsakademiet med masser af energi og inspiration, som jeg ofte kan formidle videre til vores studerende, som jo netop som en del af deres uddannelse, skal ud i praktik i erhvervslivet.

Årets Netværker Scandic Gruppen

Thomas Bach
SuperVision Alarmteknik

Da jeg trådte ind i BSV netværket, var det første gang i min karriere, at jeg stifte kendskab til de muligheder, som et erhvervsnetværk kan give.

Det gik hurtigt op for mig, at det handler om meget mere end bare kunder. I vores netværk kan vi dele vores udfordringer og få sparring til forskellige dilemmaer, som alle firmaer støder på fra tiden til anden. Der er altid gode samtaler og folk, som står klar med et godt råd, eller som har prøvet noget lignende og kan dele viden ud.

Det at få det ”frie rum”, gør det nemmere at træffe de rette beslutninger i sin virksomhed, og uden at man bemærker det over tid, glider man over og bliver ambassadør for hinandens forretninger og får skabt kunder til hinanden. Det skaber godt sammenhold og god forretning.

At blive kåret til årets netværker, er en stor anerkendelse, som selvfølgelig betyder meget for mig og SuperVision Alarmteknik, og jeg glæder mig meget til at give titlen videre næst år.

Årets Netværker RevisionRy Gruppen

Arne Nielsen
NODO Arkitekter

Jeg har været med i Netværket med udgangspunkt i gruppen i Ry fra dens start, og er super tilfreds.

Vi har altid velplanlagte og inspirerende netværksmøder, der ydermere er præget af stort engagement og humør fra alle medlemmer.

Det er inspirerende og meget givtigt at deltage, dejligt at kunne både give og modtage sparring på alverdens forskellige udfordringer og emner.

Der er meget stor tillid og fortrolighed i netværket, og meget stor hjælpsomhed med at introducere og ”sælge” os videre på den helt rigtige måde.

NODO har forretningsmæssigt haft stor gavn af netværket, langt mere end man kan forvente.